Kære junior i Gilleleje Tennis Klub 2023
Så er det heldigvis ved at være tid til at sommersæsonen skydes i gang.
Træning:
Træningen begynder omkring 1. maj og fortsætter til skolesommerferien. Efter ferien begynder træningen igen og bliver ved til oktober. Der er dog ingen træning i skoleferierne og på helligdage.
Juniortræneren er Jackie. Derudover vil Zeev være træner på nogle tidspunkter og nogle af ungdomsspillerne vil fungere som hjælpetrænere.
Du kan vælge mellem:
1 – 2 gange træning om ugen: 500 kr.
3 – 4 gange træning om ugen: 600 kr.
Det årlige kontingent for medlemskab af tennisklubben på 375 kr. skal betales inden tilmelding til træning. Hvis der er dage, du ikke kan træne, kan du skrive en besked om det ved tilmeldingen. Tilmelding til træning skal foregå via fanen ”Tilmelding” på klubbens hjemmeside www.gillelejetennisklub.dk.
Jackie planlægger træningen så den ligger i tidsrummet kl. 15-19. Du får besked fra Jackie om, hvornår du skal til træning.
Aktiviteter i klubben:
I løbet af sommersæsonen vil der være mulighed for at deltage i flere arrangementer:
Standerhejsning, Pandekageaften, Juniorcamp, Toast og is - aften, Klubmesterskab, hvor også Fighterpokalen uddeles og biografbilletter til de af spillerne, der har opnået at spille minimum
20 timer i ”Jagten”.
Du får nærmere besked om tilmelding, evt. betaling m.m.
”Jagten” er en aktivitet, der opfordrer alle spillere til få spillet så meget tennis udover træningstimerne som muligt. Hvis man i løbet af hele sommersæsonen får spillet 20 timer eller mere, vinder man et gavekort til en biograf. Jagten begynder ved standerhejsningen. I klubhuset ligger en mappe, hvori man, under sit navn, skal skrive alt, hvad man spiller; både halve og hele timer. Man skal huske at booke baner på klubbens hjemmeside. For klubbens medlemmer er det gratis at spille og for en gæst, som ikke er medlem, koster det 50 kr. i timen. Husk: det er godt at få øvet ind i mellem træningen.
Holdturneringer:
Efter at have spillet i klubben i et stykke tid, vil der være mulighed for at deltage i holdturneringer under Tennis Øst. Det kan du kan tale med Jackie om.
Øvrige aktiviteter:
Hold øje med tennisklubbens hjemmeside, facebookgruppe og instagramprfilen. På Facebook har Gilleleje Tennis Klub oprettet en gruppe, som man kan blive medlem af. Som medlem kan man løbende følge med i alle små og store begivenheder i klubben og selv dele oplevelser med andre medlemmer. Brug det endelig.
Spørgsmål kan sendes til Frank Terp Kjølhede på mail: unge.gillelejetennis@gmail.com
Rigtig god sæson i Gilleleje Tennis Klub.
Kære forældre
Som forældre bedes I være opmærksomme på, om jeres børn er klædt om til træning. Det er ikke velset at spille i ”almindeligt” tøj. Derudover bedes I tjekke, at træneren er kommet, når I sætter jeres barn af til træning. Han kan være blevet syg eller forhindret.